Mød vores nye festivalleder

I september startede vores nye festivalleder Trine Valentin Skov Munck i sekretariatet. 

Trine er oprindeligt fra Aarhus og har en uddannelse som kaospilot, hvor hun i forbindelse med sin uddannelse blandt andet flirtede med mafiaen i Sarajevo, omdannede kedelige professorer i New York til stand-up komikere, arrangerede rockfestival for 14.000 unge på Balkan og fik den serbiske og den bosniske regering til at enes om at genopbygge et udbombet kulturhus på 13.000 kvadratmeter.  

Efter endt uddannelse blev hun som 24-årig, producent, først ved Mungo Park Bureau i Allerød og senest ved Den Danske Scenekunstskole i København, som uddanner skuespillere til teater og film.

Trines tilgang til branchen er som udgangspunkt business-orienteret. "Det er for ladt at lægge armene over kors og vente på at staten betaler", udtalte Trine som nyudklækket kaospilot. Og det er også med denne profil at Trine træder ind i Riverboat Jazz Festival. Et skarp kommercielt øje med fokus på partnerskaber og udvikling, som skal være med til at løfte Riverboat ind i et solidt generationsskifte og en tryg fremtid. 

Hvis man spørger Trine, så er jobbet som festivalleder i Riverboat Jazz Festival drømmejobbet. "Der er som om alle de veje, jeg er gået gennem livet, på en eller anden måde har ført mig lige præcis hertil". Og i organisationen er vi mindst ligeså glade. Det er et lykketræf, at vores veje krydser og at Trine lander lige netop her. Vi er ikke i tvivl om, at Trine er en gevinst for Riverboat og for Silkeborg.

Privat er Trine gift med Jens og sammen har de to piger. Hele familien flyttede i juni til Sejs-Svejbæk, hvor de nyder naturen og de smukke omgivelser.